Alt for mange bliver udnyttet i virksomhedspraktik og får tilbuddet på et forkert grundlag.

 

Virksomhedspraktik er et tilbud jobcentret kan give i særlige tilfælde, hvor man fx skal afprøve ens muligheder indenfor et nyt område, har svært ved at opnå ordinært arbejde eller mangler sociale eller faglige kompetencer. Hensigten er derfor at arbejdsgiverne kan afprøve den ledige inden et evt. ansættelsesforhold. Arbejdsgiveren har derfor ingen lønudgifter i forbindelse med virksomhedspraktik og den ledige modtager almindelige dagpenge, udbetalt af a-kassen i stedet for løn. Det kan – i nogle tilfælde – være en mulighed for at komme i arbejde.

 

Alt for tit ser vi bare, at denne mulighed bliver groft udnyttet. Vi ser medlemmer som med kort tids ledighed og mange års erfaring som bygningsmaler, blive aktiveret i virksomhedspraktik som bygningsmaler til helt ordinært arbejde – til dagpengesatsen. Vi har også set virksomheder udnytte virksomhedspraktikken groft ved at shoppe rundt mellem jobcentrene og dermed undgå begrænsningerne i, hvor mange man må have ansat på virksomhedspraktik.

 

For det første er det ikke særlig behageligt for den ledige, at blive sat i bås på denne måde. For det andet kan det blive konkurrenceforvridende, når en erfaren malersvend skal arbejde gratis i op til 4 uger i et malerfirma og vi får en del henvendelser fra malersvende om man virkelig skal det. Og hvis Jobcentret har først har sat en virksomhedspraktik i værk – kan det være forbundet med tre ugers karantæne og sige nej tak til det. Men man kan klage over det!