Kilde: Avisen.dk

Polske håndværkere ansat af fitnessgiganten Fitness Worlds underleverandører brokkede sig over manglende løn. Siden modtog de trusler og tæsk.

Tirsdag den 11. januar 2011, 22:45

Skrækslagne polske håndværkere, ansat af Fitness Worlds underleverandører, fortæller, at de bliver truet med tæsk og har måttet flygte til Polen. Nu har de søgt hjælp i Malernes Fagforening.

Fitness World har i løbet af 2010 benyttet sig af 43 polske bygningsarbejdere til håndværkerarbejde på nye centre og renovering af de gamle.

Fire af dem fortæller, at de blev tæsket i København og sendt hjem til Polen, mens andre ikke ville finde sig i de dårlige forhold. De valgte selv at tage tilbage til Polen, hvor de blev opsøgt og truet af mafialignende muskuløse mænd. Det fortæller både Malernes Fagforening og to polakker, der er blevet truet til Avisen.dk.

 

‘De ville tæske mig’

Ingen af dem har anmeldt truslerne, og ingen af dem kan dokumentere, at der er en direkte forbindelse til Fitness Worlds underleverandører, men både fagforeningen og de truede polakker er overbevist om, at der er en sammenhæng.

“De ville ikke give mig løn. De ville tæske mig. Jeg fik at vide, at når de fandt mig, ville de brække alle mine knogler,” siger en polsk maler, ansat af Fitness Worlds underleverandører, JMJ Byggeservice og Jack Holding ApS.

I dag er han så bange, at han ikke tør få sit navn frem. Manden fortæller nemlig Avisen.dk, at han indtil videre har modtaget tre trusselsopkald.

Det skete efter, han ikke havde fået den løn, som han var berettiget til. Derfor valgte han at gå til Malernes Fagforening, der kørte en efterbetalingssag, som den polske håndværker vandt.

De anonyme personer, der ringede for at true ham, beordrede ham desuden til at holde op med at snakke med Malernes Fagforening.

Læs også: Fitness World anklages igen for lønfusk

Fik korporlige tæsk

Formand i Malernes Fagforening, Bo Rosschou har kendskab til en gruppe på fire andre polakker, der har været ansat af Fitness Worlds underleverandører. De har fortalt ham, at de modtog korporlige tæsk efter at have sagt fra over for urimelige huslejekrav. Det resulterede ifølge Bo Rosschou i, at der samme nat dukkede et tæskehold op på polakkernes adresse i Storkøbenhavn.

Det skræmte gruppen i en sådan grad, at de nu er flygtet til Polen. Nu er de for bange til at anmelde det.

“Vi vil ansvarliggøre Fitness World og gøre dem klart, at nu må overgrebene stoppe. Det må være nok. Ikke flere tæsk og ikke flere trusler. Hvis ikke, de vil det, så må vi igen spørge Fitness Worlds kunder, om de vil være med til at betale for det her,” siger Bo Rosschou.

Blev opsøgt i Polen

En anden anonym kilde fortæller til Avisen.dk, at han og hans familie blev opsøgt i Polen.

“Der kom nogle muskuløse mænd. Da bankede på døren og sagde, at jeg skulle passe på. Så gik de igen,” fortæller den polske mand.

Han uddyber, at han kender til flere familier, der er blevet udsat for trusler. Ydermere fortæller han, at Polen er så lovløst, at han nu er skrækslagen for, der sker ham noget.

FW: Nu er det slut med samarbejdet med JMJ

Direktør i Fitness World, Per Lyngbak Nielsen tager stor afstand fra underleverandørernes handlinger. Nu tager han konsekvenserne af den gentagne kritik af hans underentreprenør.

“Vi er her for at drive fitness-forretning. Derfor afvikler vi nu samarbejdet med både JMJ Byggeservice og Jack Holding,” siger Per Lyngbak Nielsen.

Avisen.dk har uden held forsøgt at få fat på JMJ Byggeservice.

Fitness Worlds underleverandører er tidligere blevet dømt til en efterbetaling på 100.000 kroner for manglende lønudbetaling til polakkerne, som Avisen.dk i december beskrev.