Den danske model har fået kraftige ridser i lakken

29. marts 2011

DEBAT: Østeuropæiske migranter, der arbejder under uorganiserede forhold, udgør en trussel for den danske model, mener Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn. Han frygter, at den danske model vil lide endnu et knæk som følge af Danmarks tilslutning til Europagten.

Af Bo Rosschou, Formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn

Danmarks tilslutning til Europagten aktualiserer det fokus, der konstant er rettet på den danske model. Det forsikres, at tilslutningen ikke betyder en opgivelse af arbejdsmarkedets parters ret til selv at fastlægge lønnen. Det er godt. Men det er ikke altid nok at have retten og de gode hensigter på sin side. Det viser udviklingen på arbejdsmarkedet siden EU- udvidelsen i 2004. Dengang var alle enige om at forsikre, at EU- udvidelsen med de tidligere østlande ikke måtte og heller ikke ville betyde, at øst-arbejderne blev et B-hold på arbejdsmarkedet.
Som det er åbenbart for alle i dag, så medførte EU-udvidelsen, at Danmark fik et B-hold. Det udgøres af østeuropæiske migranter. De har meget lave lønninger, meget lang arbejdstid, de arbejder ofte under tvang og med meget dårlige arbejds- og livsbetingelser. Dette uorganiserede marked er en yderst håndgribelig og iøjnefaldende trussel mod den danske model.

Sort arbejde

Trods en beklagelig mangel på officiel statistik har bl.a. FAOS sandsynliggjort, at B- holdet har et betydeligt omfang. FAOS/Avisen.dk skønnede i 2010, at der er 44.000 øst-arbejdere i Danmark, hvoraf højst 10 % er omfattet af overenskomst. 39.600 personer arbejder altså udenfor kontrol. Malernes fagforening skønner, at mindst 1/3 af disse arbejder sort i byggesektoren – dvs. mindst 13.200 personer. Andre skønner, at helt op til 2/3 arbejder i byggesektoren.

På baggrund af mange sager om underbetaling af øst-arbejdere er det fagforeningens erfaring, at en øst-arbejder typisk får udbetalt 50 kr. pr. arbejdstime, han arbejder 58 timer om ugen, og kunden betaler bagmanden 200 kr. pr. arbejdstime. Der giver en betragtelig omsætning og profit, der unddrages beskatning.

Ulige konkurrencevilkår

Det er jo åbenlyst, at ingen reelle danske virksomheder kan konkurrere på disse vilkår. De ulige vilkår koster tabte ordrer og tusindvis af tabte arbejdspladser. Alene i København er der lige nu 480 arbejdsløse malersvende – og en del af disse, men naturligvis ikke alle – er uden arbejde, som følge af de ulige konkurrencevilkår.

Med ovennævnte in mente er det vel ikke for meget sagt, at EU-udvidelsen medførte et alvorligt anslag mod den danske model. Trods alle forsikringer om det modsatte. 

Men nu har vi jo fået RUT, vil nogle indvende

RUT ændrer intet. Registeret indeholder efter fagforeningens vurdering højst 10 % af de virksomheder, der burde stå der. Og ingen ved, om alle de virksomheder, der så står der, er reelle. Tricket fra falske selvstændige – de såkaldte “arme- og ben” virksomheder, der blot kalder sig selvstændige uden reelt at være det, er netop at tilmelde sig RUT. Og derefter at bruge tilmeldingen som bevis på, at de er en virksomhed. Men hvem som helst kan jo tilmelde sig. Også virksomheder der påstår at være udstationerende, men som blot er en fupkonstruktion for en dansk bagmand. Uden reel virksomhed i hjemlandet – eksempelvis Polen.

RUT sikrer ikke lige vilkår. Selv om det fuldstændigt usandsynlige skulle ske, at alle berørte virksomheder og bygherrer frivilligt rettede sig efter loven og tilmeldte sig RUT, så vil det stadig være fagbevægelsens opgave at sikre en overenskomst. Dette er jo forudsætning for, at arbejderne bliver behandlet ordentligt og på lige vilkår.

Den danske model

Spørgsmålet er nu, om Danmarks tilslutning til Europagten vil medføre endnu et anslag mod den danske model. Vil vores gode hensigter om, at det ikke skal ske holde i virkelighedens verden?

Europagten er ikke et lige så direkte anslag mod den danske model, som udmøntningen af EU-udvidelsen blev. Men de kraftige ridser i lakken, som den danske model har fået, har gjort den meget sårbar. Og stærke kræfter ser gerne modellen aflivet. De er drevet af muligheden for at opnå meget store kortsigtede profitter i et fuldstændigt frit marked.

Der er derfor al mulig grund til, at de gode forsikringer følges op af handling. Fagbevægelsen skal handle ved at omlægge ressourcer og optimere sit fokus på organisering. Arbejdsgivernes organisationer skal handle ved at komme endnu mere ind i den konkrete kamp for at beskytte den danske model – en mulig flosset moral er stadig flosset, selv om den er ført ud i en underentreprise! Staten skal handle ved præcise bevillinger, der gør de udøvende myndigheder i stand til at håndhæve en reelt beskyttende lovgivning.

Jeg taler for et konkret samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, Skat, Politi og Arbejdstilsyn. Som det er nu, spiller fagbevægelsen desværre med for mange blinde makkere. Det kan modellen også dø af.