Tornegårdsvej

Det danskejede litauiske firma UAB Inno Solutions er i Arbejdsretten blevet dømt til at betale kr. 560.000 i bod til Malerforbundet. Firmaet opførte i slutningen af 2013 og starten af 2014 rækkehuse på Tornegårdsvej i Albertslund og betalte ikke sine medarbejdere den løn de havde krav på ifølge den tiltrædelsesoverenskomst som firmaet har tegnet med Malernes Fagforening i Århus.

Håndværkerne arbejdede først som falske selvstændige for hovedentreprenøren EcoByg, som i en sag med 3F fik en bod på kr. 50.000, hvorefter det blev pålagt at håndværkerne skulle ansættes i Inno Solutions.

I april 2014 blev der afholdt ”48 timers møde”, hvor Inno Solutions valgte at udeblive. Fagforeningen fik derfor ingen dokumentation for at overenskomsten blev overholdt, og derfor var fagforeningen nødt til at lave et efterbetalingskrav baseret på et skøn. Dette skøn valgte Arbejdsretten at acceptere bl.a. fordi firmaet også udeblev fra møder i Arbejdsretten.

Inno Solutions og Ecobyg er ejet af danskeren Teddy Østergaard og andre af hans selskaber har tidligere været involveret i sager om social dumping.

Yderligere oplysninger: Jesper Carl 40492590