utzon firmabil

Malernes fagforening bemærkede ved pladsaktionen i går, at firmabil fra Utzon Entreprise ApS blev benyttet ved arbejdspladsen Lyngby Hovedgade 76A

Malernes fagforening gennemførte mandag en koordineret pladsaktion på 4 adresser i hovedstaden: Lyngby Hovedgade 76A, Lyngby – Solvangsvej 30 i Glostrup – Eckersberggade 38, Østerbro – Studiestræde 30, K.
På disse arbejdspladser  udfører Peter Utzon bygningsarbejde via sit polske selskab GBE Group Sp. Z.o.o.
Fagforeningen fik ved aktionen kontakt til 10 polske bygningsarbejdere, der alle samstemmende oplyste, at de arbejder for Peter Utzon. På Solvangsvej 30 oplyste 5 polske arbejdere, at de arbejder for 90 kr. i timen. På Lyngby Hovedgade oplyste 1 polsk arbejder, at hans løn er 16.000 kr. pr. måned og at han arbejder ugen igennem, ind i mellem også i week enden. De øvrige ville ikke oplyse om deres lønforhold.
Peter Utzon har meddelt LO, at hans dansk registrerede virksomhed Utzon Entreprise ApS ikke længere har polske håndværkere ansat.
Malernes fagforening bemærkede ved pladsaktionen i går, at firmabil fra Utzon Entreprise ApS blev benyttet ved arbejdspladsen Lyngby Hovedgade 76A.
Via sit dansk registrerede selskab Utzon Entreprise ApS rekrutterer Peter Utzon danske kunder til sit polsk registrerede selskab GBE Group Sp. Z.o.o.
“Ved at påstå EU udstationering håber Utzon at slippe billigere i forhold til dansk løn- og skat. Det er en undergravning af den danske model og derfor er der indledt faglige aktioner mod Utzons selskaber”, siger formanden for Malernes fagforening Storkøbenhavn, Bo Rosschou.
Utzon har også leveret polsk arbejdskraft til Hotel Avenue på Frederiksberg. Hotellets direktør Phillip Visovich udtaler til nyhedsbureauet Newspaq, at hans kontrakt var indgået med Utzons polske selskab og ikke med Utzons danske selskab. Phillip Visovich har tidligere oplyst til Malernes fagforening, at Utzon Entreprise ApS var hans aftalepart.
Peter Utzon reklamerer på sin hjemmeside forsat med, at hans danske selskab Utzon Entreprise ApS “beskæftiger polske håndværkere, og sætter stor værdi i at udføre et solidt og godt stykke arbejde til en meget fornuftig pris”.
Yderligere oplysninger: Bo Rosschou, 40898112 – Jesper Carl, 40 49 25 90