Blyforurener brugt i årevis !
Undlod at foretage blyblodsmålinger på arbejderne trods strakspåbud !
VSL koncernens samarbejde med bagmanden for de polske blyarbejdere, Martin Lützau, er langt mere omfattende end hidtil oplyst af koncernen.
Det er hidtil oplyst, at VSL koncernen har anvendt Martin Lützau selskabet ML Entreprise ApS som underentreprenør på forskellige entrepriser over en periode på 2 ½ år og at 105 navngivne malersvende har været involveret i disse entrepriser.
Men samarbejdet med Martin Lützau er langt mere omfattende og har indtil 6/5-2009 fundet sted gennem selskabet 2L Renovering ApS, hvor de samme polske arbejdere udførte samme type arbejde for koncernen: afrensning af vinduer, hvoraf nogle indeholdt bly i den gamle maling.
Malernes fagforening har dokumenteret flere tilfælde, hvor de polske arbejdere har udført rensearbejde på vinduer hvor den gamle maling indeholdt bly og hvor der er tale om, at firmaet tilsidesætter sikkerhedsreglerne.
Arbejdstilsynet har således afgivet flere påbud og forbud til ML Entreprise ApS – herunder et strakspåbud i juli 2011 om helbredsundersøgelse-blyblodsmåling af arbejderne. De polske arbejdere udførte arbejdet iført t-shirts og shorts og var ikke iført personlige værnemidler. De vaskede sig ikke og de indtog ofte deres frokost på stilladset, hvor arbejdet med den blyholdige maling foregik.
Arbejdet blev udført på Hermannhus for Malerhuset Steen Nielsen A/S, som er et af VSL koncernens datterselskaber.
Arbejdstilsynets strakspåbud blev ikke efterkommet.
VSL koncernen afviser at give Malernes fagforening oplysninger om de sager, hvor datterselskaber under koncernen har anvendt 2L Renovering ApS som underleverandør og hvilke malersvende der har udført arbejdet.
”Det er stærkt beklageligt, at VSL koncernen fortsat nægter at lægge alle kort på bordet,” mener Malernes fagforening.
”Alle bygningsarbejdere, der har arbejdet på pladser hvor Martin Lützau har været og er involveret i blyarbejde, har krav på at vide, at de kan være udsat for blyforurening. Alle skal informeres for at de kan være opmærksomme på symptomer”, siger fagforeningen.
Symptomer er hovedpine, mavesmerter, træthed, koncentrationsbesvær, sløret syn m.v. Længere tids påvirkning kan give alvorlige varige skader.
VSL koncernen har tilsyneladende stadig samarbejde med Martin Lützau.