Opdatering 12-10-2016: Den ene direktør er ikke længere en del af firmaet. Han har åbnet et nyt selskab der har tegnet overenskomst. Derfor har fagforeningen valgt at slette hans billede og navn fra dette indlæg.
Her til morgen gennemførte Malernes Fagforening en vellykket aktion i Ryesgade 87 / Irmingersgade 7. De fleste beboere i ejendommen sov trykt og roligt, da fagforeningen og tillidsfolk mødte op på arbejdspladsen. Skønhedssøvnen blev dog hurtigt afbrudt, da foreningen råbte budskabet om manglende løn og overenskomst ud gennem en megafon, straks efterfulgt af hvinende fløjter og hylende sirener. Balladen gentog sig over flere omgange, og enkelte beboere stak forundret hovedet ud for at se hvad der foregik.
Baggrunden for aktionen er at firmaet NyOpgang ApS, efter gentagne forsøg, nægter at tegne overenskomst med fagforeningen. Bagmændene bag firmaet, XXXXX og Kristian Raunkjær, har valgt at lade arbejdet udføre af det polske firma Darecki, som ligeledes er blokaderamt. Darecki underbetaler sine polske ansatte, alt imens XXXXX og Kristian Raunkjær hæver ekstra fede direktørlønninger.
NyOpgang ApS fortæller sine kunder at de har overenskomst med fagforeningen, og at forholdene er i orden. De polske maleres arbejdstøj er påtrykt med NyOpgang ApS logo og telefonnummer på. Formålet er at give kunderne et indtryk af at virksomheden har styr på tingene, og at arbejdet udføres på korrekte vilkår. Morgenens aktion efterlader ikke meget tvivl hos beboerne, om hvorvidt forholdene er ok eller ej.
Malernes Fagforening har forgæves forsøgt at få bekræftet, om Darecki reelt er en virksomhed i Polen, eller om konstruktionen er lavet med skatteunddragelse for øje. Det er dog bekræftet, at det er NyOpgang ApS der trækker i trådene, hvilket stiller spørgsmålstegn ved om Darecki kan betragtes som en udstationeret virksomhed, der slipper for dansk skattebetaling.
Efter godt en times taler, larm og ballade forlod fagforeningen arbejdspladsen i ro og fred. Malernes Fagforening forventer nu en reaktion fra andelsforeningen og NyOpgang ApS, inden der tages stilling til om konflikten skal optrappes.
Yderligere oplysninger: Jesper Carl 40492590