I går afholdt fagforeningen sin ordinære generalforsamling.
Første punkt var den obligatoriske mundtlige beretning om året der var gået. Michelle Frese, formand for fagforeningen, lagde ud og derefter kom arbejdsmiljøberetningen fra Danny Pedersen, formand for arbejdsmiljøudvalget. Efter en god debat gik det til afstemning, og dagens dirigent Ivan Hansen kunne konstatere, at begge beretninger blev vedtaget. Næste punkt var orientering om regnskabet. Kassereren Jimi Pedersen kunne berette, at der i år var et overskud på næsten 19.000 kr. Til punktet indkomne forslag var det eneste forslag en udtalelse (som kan ses nederst på siden) og denne blev også vedtaget. Derefter kom punktet til valg. Alle, som ønskede genvalg, blev valgt bortset fra valget til bestyrelsessuppleanter. Der var der 6 medlemmer, der ønskede at stille op, og der skulle kun bruges 5. Derfor blev der afstemning hvor vi fandt de 5 bestyrelsessuppleanter.
Tillykke til alle de valgte, og som der blev sagt på generalforsamling ”lad os arbejde sammen for at styrker samarbejde”.
Stemmetællingsudvalg
Jesper Larsen – genvalgt
John Andersen – genvalgt
Frank Bloch – genvalgt
Martin Larsen – genvalgt
Fanebærer
Brian Øllegaard – genvalgt
Frank Bloch – genvalgt
Valg af daglig ledelse og bestyrelse
Formand Michelle Frese – på valg lige år – genvalgt
Faglig sekretær Jesper Faber Specht – på valg lige år – genvalgt
Faglig sekretær Søren Jespersen – på valg lige år – genvalgt
Bestyrelsesmedlemmer
Danny Pedersen – Nielsen & Kromann – på valg lige år – genvalgt
Tine Larsen – Robert Rasmussen – på valg lige år – genvalgt
Thomas Frivert Hansen – Malerselskabet SBM. – på valg lige år – genvalgt
Lasse Bertelsen – GSG Malerfirma A/S – valg på lige år – genvalgt
Valg af bestyrelsessuppleanter
Danni Thode Haraldsborg – Malerfirmaet 10kanten A/S – valgt
Kenneth Demediuk Jacobsen – Nielsen & Kromann – valgt
Charlotte Lykke Haar – Snedkermester Arne Pedersen A/S – valgt
Kitt Møller Holm – Malerfirmaet Steen Nielsen A/S – valgt
Susanne Rasmussen – Malerfirmaet H. Friedmann & søn A/S – valgt
Billeder fra generalforsamling den 24. april 2024
Ivan Hansen
Dirigent
Michelle Frese
Formand for fagforeningen
Michelle i gang med beretningen
Danny Pedersen
Formand for arbejdsmiljøudvalget
Danny afligger arbejdsmiljø beretning.
Udtalelse fra Malernes Fagforening Storkøbenhavns
Generalforsamling den 24. april 2024
Til Malerforbundet: Pas på medlemmernes penge
Vi har i det sidste år, med bekymring, set en række initiver fra et flertal i Malerforbundets hovedbestyrelse.
For det første har man vedtaget, at man over de næste ti år vil bruge 60 millioner fra strejkekassen til markedsføring og organisering. Selvom det giver mening at markedsføre malersvendenes organisation, mener vi, at det er en stor fejl at bruge midler fra strejkekassen. Strejkekassen er, som vi ser det, bestemt for at støtte malersvende i strejke. Indenfor de sidste 20 år har malersvendene nedstemt overenskomstforslagene 4 gange. På grund af sammenkædningsreglerne har vi ikke kunne gå i strejke, men budskabet fra medlemmerne har klart været, at man var parate til en strejke. Selvom organisering er helt afgørende, mener vi ikke finansieringen skal komme fra strejkekassen.
På det seneste er det kommet frem, at man nu vil kaste et større tocifret millionbeløb i et fornemt nyt forbundshus, i samarbejde med andre fagforbund. Dette mener vi også er en forkert beslutning. Virkeligheden er, at malerforbundet har mistet rigtig mange medlemmer de sidste 25 år.
I stedet for at kigge på antallet af ansatte i forbundshuset og måden medlemmernes kontingentkroner forvaltes på, vælger man til trods for flere år med underskud at gå ind i et dyrt prestigebyggeri. Vi har endnu ikke set et klart økonomisk grundlag for den massive millioninvestering. Tværtimod synes vi, at der er mange ubesvarede spørgsmål, der kan risikere at koste medlemmerne millioner.
For os at se bør man sætte udgifter efter indtægter. På den måde sikrer vi et malerforbund til de kommende generationer. Der er masser af billige erhvervslokaler, ikke mindst på den københavnske vestegn. Der er også mulighed for, at forbundet kunne blive en del af lokalerne på Lygten 10. Vi kan konstatere at man for nogle år siden fik en kontingentstigning på 25 kr. En kontingentstigning kan være på sin plads, men ikke til luksusbyggerier, der ikke vil komme størstedelen af medlemmerne til gode. Vi frygter også at planerne om et nyt forbundshus vil føre til flere kontingentstigninger i fremtiden, hvilket ikke vil gøre det lettere for os på arbejdspladserne at organisere og fastholde vores kollegaer.
Derfor vil vi klart opfordrer til, at man tænker sig om igen og sætter disse planer på pause. Vi synes, at det ville være rimeligt, at alle medlemmer fik lov at stemme, om hvorvidt det her har opbakning eller ej i en urafstemning.
Sæt tæring efter næring, brug pengene på medlemmerne i stedet.