Vi kan tit læse i Danske Malermestres medlemsblad om et ordentligt arbejdsmiljø. Det er positivt, at de i deres fagblad, italesætter arbejdsmiljøet og de udforinger det bringer.
F.eks. i nr. 5/21 at man ”Tænk arbejdsmiljøet ind allerede i tilbudsfasen”. Her kan man læse:” Medarbejderen/ arbejdsmiljørepræsentanten skal inddrages, og der skal udarbejdes en handlingsplan, der prioriterer de konkrete problemer med arbejdsmiljøet”.
Fine ord men der er langt fra tanke til handling…
Når jeg taler med mine Arbejdsmiljørepræsentant (AMR) kollegaer, kan jeg også høre de fine ord MEN, de fine ord er ikke en del af den virkelighed de er i.
AMR inddrages sjældent i det strategiske eller operationelle arbejde, til at skabe et godt og sundt arbejdsmiljø.
Vi AMR´er bruges som oftest først af firmaet, når problemerne er opstået og ikke som den samarbejdspartner vi er valgt til at være.
Kigger vi på Arbejdstilsynets Hjemmeside ser vi eksempler på strategiske og operationelle opgaver man kan samarbejde om:
· Gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
· Rådgive arbejdsgiveren om sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål, herunder hvordan arbejdsmiljøet integreres i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.
· Registrere nærved-ulykker.
· Gennemføre runderinger og løbende kontrol.
Jeg tror godt jeg kan drage den konklusion, for de AMR´er der er malere, at ingen af os kan nikke ja til, at vi bliver inddraget eller i hvert fald yderst sjældent.
Så er der den manglende videreuddannelse af os AMR ‘er. Ved Malerforbundets Topmøde, tilbage i 2019, lavede Tonny Olsen en undersøgelse af alle AMR ‘er der deltog i Topmødet.
Kun 4 AMR ‘er havde fået de to lovpligtige supplerende dage indenfor det første år. Kun én af de over 30 arbejdsmiljørepræsentanter havde gennemført Supplerende arbejdsmiljøuddannelse på 1¼ dag og ingen arbejdsgivere havde lavet en kompetenceudviklingsplan for deres AMR ‘er!!!
Dybt nedslående resultat og der tegner et dystert billede af arbejdsgivernes syn på deres AMR ‘er. Hvis Danske Malermestre med formand Per Vangekjær mener det de skriver, i deres medlemsblad, om vigtigheden af et godt arbejdsmiljø, må tiden være inden, til at de sætter massivt ind på at få deres medlemsvirksomheder til at inddraget AMR ‘er i det strategiske og operationelle arbejde, og ikke mindst få sendt AMR ‘er afsted på de lovpligtige videreuddannelser.
Arbejdsmiljøudvalget i København, har 3 juleønsker til
Danske Malermestre og DI Byggeri Malersektion, som skal iværksættes i 2022.
1. Gennemførelse af den lovpligtige supplerende uddannelse.
2. Inddragelse af AMR i det strategiske og operationelle arbejde.
3. Løbende uddannelse af AMR.
Af Formand for Arbejdsmiljøudvalget i Malernes Fagforening Storkøbenhavn
Danny Pedersen