Store summer hives ud af betændt model:
Malerfagforeningernes aktion onsdag, rettet mod 5 arbejdspladser tilmeldt RUT registeret af det litauiske UAB Normandia, afslører en betændt forretningsmodel. Forretningsmodellen indebærer, at arbejdet udføres af underbetalte litauere og i en entreprisekæde, der stiller kunden i en dårlig position.
”Der er utroligt store summer at tjene for de involverede bagmænd, når udgangspunktet er litauisk løn- og arbejdsstandard”, konstaterer fagforeningen nu.
På baggrund af oplysninger fra kunder og fra ”Byggetilbuddets” direktør Jens Frederik Henrik Backhaus, der udtaler sig til ”Fagbladet3F”, og som er 1. led i forretningsmodellen, har Malernes fagforening beregnet fortjenesten.
Direktør Jens Frederik Henrik Backhaus oplyser, at næstsidste firma i kæden – Normandia ApS – betaler sidste firma i kæden – Litauiske Normandia UAB – 60-70 kr. pr. arbejdstime.
Direktør Ole Graubæk fra Ejendomsselskabet Sommerstedgade ApS, der er bygherre på én af de 5 besøgte byggepladser, oplyser til Malernes fagforening, at han betaler Normandia ApS mellem 270 kr. og 295 kr. pr. arbejdstime.
Der er derfor 200 kr. pr. arbejdstime til de involverede bagmænd.
”Alene ved onsdagens aktion konstaterede fagforeningerne, at 12 bygningsarbejdere var i arbejde på grundlag af forretningsmodellen. Dette synliggør, at der hurtigt opnås store summer i fortjeneste til bagmændene”, siger fagforeningen.
”Litauerne arbejder 58 timer om ugen, så på disse 12 mand er det nærliggende at antage, at den samlede fortjenesten på ugebasis er 139.200 kr.”, konstaterer fagforeningen.
Ved fortsatte forespørgsler i både Danmark og Litauen søger fagforeningen nu at få klarhed over, hvor alle disse penge forsvinder hen.
Yderligere oplysninger: Jimi Pedersen, 40425196