Malernes fagforening afværger strejke og blokade mod Hotel Marriott og sikrer polske og tyske arbejdere dansk løn.
En omfattende renovering af det mondæne Hotel Marriott udføres af polske og tyske håndværkere, der indtil nu har arbejdet til polske og tyske lønninger.
”Efter forhandling har en aftale mellem den tyske hovedentreprenør Vöcker & Co. og Malernes fagforening nu afværget konflikt. Vi vil have danske lønninger på danske arbejdspladser og det har vi nu sikret for håndværkerne på denne arbejdsplads”, siger Malernes fagforening.
24 polske og et mindre antal tyske håndværkere renoverer Hotel Marriott på Kalvebod Brygge. En truende konflikt der ville lukke hotellet få dage før jul er nu afværget, gennem en aftale om overenskomst mellem Malernes fagforening og den tyske hovedentreprenør. Aftalen forpligter alle underentreprenører til at følge dansk overenskomst.
”Det er en positiv løsning på den truende konflikt”, siger Malernes fagforening.
Alle de udenlandske håndværkere er nu sikret en timeløn på minimum kr. 146,- inc. feriepenge og pension.