Horserød-Stutthof foreningen / Nytorp/ samlet at Annette Mørk – formand.
Maler Carl Christian Nytorp født d. 23.2.1899 I Hvidbjerg, død d. 2.2.1944 i KZ-Stutthof. Fangenr. i KZ-Stutthof: 25800
Officielt døde maler Nytorp af Rückenmarkschwinsot, men da dødsårsagen ikke altid var korrekt for KZ-fanger, skal det ikke tages som en korrekt oplysning. I Danmark får DKP at vide, at han døde af hjernebetændelse. Derudover var forholdene for de syge i stor grad medvirkende til dødsfald. Den nazistiske ordensmentalitet gjorde at alt blev registreret – omend ikke altid sandheden.
Kommunistloven.
Kommunistloven § 2 i lov nr. 349 af 22. august om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed, blev vedtaget med tilbagevirkende kraft til 22. juni 1941, datoen hvor politiet begyndte de grundlovsstridige arrestationer. Kommunistloven blev vedtaget af et enigt folketing, minus de tre kommunister, som af gode grunde ikke kunne stemme.
Thune Jacobsen var den ansvarlige justitsministerminister, da Kommunistloven blev vedtaget 22. august 1941, men allerede som chef for opdagelsespolitiet i København fra 1926 begyndte han (i 1928) at oprette en omfattende registrering af kommunister og deres aktiviteter.
Han, samt udvalgte medarbejdere fortsatte med deres ulovlige registreringer, da han tiltrådte som rigspolitichef i 1938. Diverse registreringer bundede i alt fra plakatopsætning, deltagelse i møder, bidrag til Arbejderbladet, opstilling til kommunevalg, fagforeningsaktivitet, anført som Spaniensfrivillig, deltager i en DKP-fest med mere.
De kommunistiske folketingsmedlemmer Martin Nielsen og Robert Mikkelsen afleverede 21. februar 1947 bevis på 60.000 registreringer af kommunister til den parlamentariske kommission, som skulle undersøge, om ministre eller andre kunne drages til ansvar for deres embedsførelse under besættelsen. Men som forventet i hvidvasken efter besættelsen blev det endelige resultat, at der var begået fejl, som ingen kunne drages til ansvar for.
Natten mellem den 28. og 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og den tyske besættelsesmagt overtog Horserødlejren. 97 kommunister nåede at flygte, mens 150 – hvoraf syv var kvinder – blev overladt til tysk fangenskab og efterfølgende ophold i koncentrationslejren Stutthof. Efterfølgende gennem besættelsen fortsatte arrestationerne af kommunisterne.
Illegale meddelelser.
DKP udsendte et flyverblad i februar 1944 ved Nytorps død: “ Maler (Carl) Christian blev kort efter d. 29. aug., sammen med 150 andre gode danske arbejdere, fagforeningsledere og intellektuelle, af nazityskerne overført fra Horserødlejren til koncentrationslejren Stutthof ved Danzig. Allerede under opholdet i Horserød var Nytorp gentagne gange alvorlig syg og måtte indlægges på hospital: Han var brudt sammen under den brutale behandling, han har været udsat for i de nazistiske forbryderes vold. Nytorps hustru har kort og godt fået meddelelse om, at hendes mand er død d. 2- feb.
Nytorp blev 43 år. Han har i en del år haft en nyrelidelse, som tvang ham i lange perioder at holde sig i ro, men han var godt kendt, især blandt sine kollegaer, for hans interesse for hans fagforening, og de som har kendt ham på nært hold, vil huske ham som en god kammerat, der med glødende iver tog del i arbejdet og diskussionerne om arbejderklassens kår. Når bølgerne gik højt, var den kølige realist, som skar igennem og altid fandt ind til kernen. Aldrig i tvivl om vejen, målet og sejren, var han til opmuntring for alle som omgikkes ham.
Man spørger med undren: Hvad ville tyskerne med vores syge kammerat dernede? De få og skarpt censurere breve, som hans hustru modtog dernede fra, tyder på Nytrop har ligget syg, det meste af de fire måneder som er gået, sandsynligvis uden lægebehandling og under alle omstændigheder uden nærende kost. Da Nytrop blev sendt bort, erklærede man på Dagmarhus, at han var sendt derned fordi han havde arbejdspligt! Forevisning af lægeerklæringer, havde ingen indvirkning på nazibødlerne, men det er givet Nytorp intet som helst arbejde var i stand til at udføre, så der er kun en forklaring. Den yngel nazismen har udklækket, er fuldkommen blottet for menneskelig følelse og tanke og den danske stats udleverede ham som kommunist. Når vi hører at fangerne i Stutthof skriver hjem og beder om brød og penge til drikkevand, så kan vi forestille os lidt om, hvad vor døde kammerat har måtte gå igennem, før han fik fred for sine bødler. Nytorp er den fjerde af disse 150 danske mænd og kvinder, der er bukket under i Stutthof, men når vu harmes, så lad os ikke glemme, hvad som bærer ansvaret, for disse danske borgere, af hvilke de fleste – og således Nytorp – end ikke har været sigtet for nogen lovovertrædelse, blev udleveret til vazibbestierne. Det var den “demokratiske” danske justitsminister – Thune Jacobsens – politi, der i strid med Grundloven, arresterede hundrede af kommunister, efter lister det danske politi havde udarbejdet længe før besættelsen.
Nytorp blev dog først arresteret d. 2. nov. 1942, da nazityskerne krævede flere gidsler af det danske politi og jagten nu gik på de Spaniensfrivillige. Ca. 2 måneder før d. 29. august henvendte hans kammerater i Horserødlejren sig i en meget indtrængende skrivelse til Justitsminister Thune Jacobsen og gjorde opmærksom på Nytorps helbredstilstand, var af en sådan beskaffenhed, at en langvarig indespærring må kunne befrygtes at få de alleralvorligste følger og det meningsløse heri, da Nytorp som fri mand alligevel ikke ville være i stand til at beskæftige sig med andet end sin sygdom.
Det har nu vist sig hvor begrundet denne frygt var, men henvendelsen mødte dengang kun døve ører hos den “demokratiske” justitsminister Thune Jacobsen.
Vor kammerat Nytorp er faldet for nazismens og deres håndlangeres morderhånd. Hans højeste ønske var, da han levede, var at se et frit Danmark og en frigjort menneskehed. – Lad os ære hans minde ved – hver eneste af os – at gøre en indsats efter evne, for at gøre Danmark frit, for derefter at bygge et demokrati op – et demokrati, som er mere ærligt og betryggende, end det som udleverede vores døde kammerat og tusinde andre uskyldige til dødsfjenden af alt demokrati og menneskelighed”.
Vidne.
Johannes Elnef (beretning s. 13/ Frihedsmuseet) har skrevet om dødsfaldet: “… Lidt senere kom jeg til at betragte, den fange som lå i en køje overfor. Han forekom mig bekendt. Det var maler Nytorp fra København. Han var den første til at blive indlagt her og var nu så afpillet af sygdom, at han ikke kunne gå Han sagde til mig, at når vi kom hjem igen, ville han anskaffe sig en rullestol, så kunne han male siddende i denne. Da jeg havde ligget der i fire dage uden at have feber, blev jeg udskrevet. 8 dage senere hørte jeg Nytorp var død”.
“Land og Folk”
Nytorps dødsfald blev – sammen med to andre – omtalt i det illegale blad “Land og Folk” nr. 39 i februar 1944: “ Kammerater der døde i Stutthof. Der er kommet meddelelse om, at tre af vores kammerater, som efter d. 29. august førtes fra Horserød til Koncentrationslejren Stutthof, er afgået ved døden. De døde er: Maler Carl Christian Nytorp, København. Installatør Chr. Callesen, Haderslev og fhv. Skolelærer (Jens)Albert Andersen. Vi kender vi ikke dødsårsagen. Officielt angives det til hjernebetændelse. Nytorp var alvorlig syg allerede da han førtes til Tyskland. Chr. Callesen og Albert Andersen var ikke fysisk stærke, og efter knap fire måneders ophold i Stutthof – afskåret fra ordentligt forplejning og sygehjælp, henvist til at leve af hundeæde og sandsynligvis pålagt hårdt arbejde – er de tre kammerater nu bukket under.
Alle tre var de gamle medlemmer af vort parti og hver især havde de på sin plads, udført et stort og fortjenstfuldt stykke arbejde. Københavnerne vil mindes Nytorp, som en myreflittig kasserer i det gamle sjællandske distrikt. Odenseanerne vil ikke glemme Albert Andersen for den store indsats han gjorde for “Arbejderbladets” ekspeditør og i Haderslev vil størsteparten af byens arbejdere kunne fortælle om Callesens energiske og resultatrige arbejde, som forhandler af vores partis litteratur.
Men det er ikke alene Det kommunistiske parti, som vil mindes de tre døde. Hele det danske folk vil bevare dem i erindringen som frihedskæmpere, der faldt i kampen mod undertrykkerne.
Hver dag føres nye fangetransporter af danske statsborgere til ophold i tyske koncentrationslejre. Inge kender den behandling, de går ind til, men man bør ikke gøre sig illusioner. Selv ikke repræsentanter fra Udenrigsministeriet tillades det at erlægge de danske fanger i Tyskland besøg. De tre kammeraters død i Stutthof understreger derfor med dyb alvor nødvendigheden af, at hele den danske befolkning, foreninger og organisationer, såvel som enkeltpersoner, med al den styrke de råder over rejser kravet om, at tyskernes danske fanger skal føres tilbage til Danmark. Og det haster. Jo nærmere Tyskland kommer nederlaget, des ringere kår vil fangerne få”.
Reviret.
Forholdene på reviret i Stutthof var dødbringende og Nytorps lægehjælp har nok været mere til skade end til gavn. Martin Nielsen beskriver dem således (kort uddrag) I “Rapport fra Stutthof”:” Lige efter nytår 1944 var 43 ud af 147 danske kommunister på reviret. De fleste af de som var syge, havde betændelser og flegmoner i kroppen og feber og stillede sig i sygekolonnen for at få hjælp. Men der var ingen nåde. Simulanter og lusemikler blev de kaldt. Den dag jeg måtte stille mig i sygekolonnen blev ca. 80 “simulanter og lusemikler” forhindret i at komme til en læge og blev sendt på tvangsarbejde. Men vi som var kommet gennem nåleøjet, gjorde klar til at gå. Vi skulle have to lig med over forbi krematoriet. Vi blev kaldt ind til undersøgelse og fik stukket et termometer i halsen. Jeg vidste nok jeg var syg, havde ondt i halsen, havde rosen, feber og var ved at dø af sult. Jeg var en af de heldige. Mit termometer viste 39,9 og jeg blev henvist til badet. Reviret bad var frygtet. Det var en af de “legale” mordmetoder. Ind under en bruser, ud igen, vådt, beskidt og laset tøj på igen og så – om vinteren – ud af stå i kulde i sne. Følgen blev lungebetændelse. Vi var den dag ca. 20 som skulle “indlægges”. “Los, los, schnell, schnell” lød det. Tøjet blev smidt på gulvet. Vi så på hinanden: Fugleskræmsler og fuglenakker. Ribbenene stak ud, underlivet var forsvundet. Vi havde dybe, stinkende, væskende sår på fødderne, benene, lårene, brystet og ryggen. Nogle havde så dybe sår, at man kunne stikke en knyttet hånd derind. Et stykke sæbe til deling og så ind under kogende varme brusere. En af mine danske kammerater behagede ikke bademesteren og han slog ham til gulvet med et knytnæveslag, så han fladt bevidstløs til jorden. “Dit beskidte svin”, råbte bademesteren og skubbede den syge ind under bruseren og tændte for det kogende vand. Med et skrig rejste den syge sig, skoldet over det meste af kroppen.
På reviret blev jeg kommanderet op i en overkøje. Den var endnu varm efter den netop var blevet forladt. Madrassen var stik af blod, ekstrementer og materie.
(da Martin Nielsen ikke nævner navne – kan maleren have været Nytorp – de var samme tid på reviret)
Maleren havde lavet brødsuppe til mig på den beskidtekakkelovn. Han havde været på stuen et stykke tid. Maleren prøvede mig gang på gang at få mig til at spise. Efter par dage blev jeg flyttet til en anden afdeling.
“Renlighed” betød meget på reviret. I januar og februar hvor jeg indlagt, skulle vi par gange om ugen – selvom de frøs ned til 20 grader og den lange gang hver morgen var fuld af snedriver – rense ud. Alle vinduer og døre skulle åbnes, madrasserne vendes, savsmuld renses ud af sengebundene og hele afdelingen skulle fejes og vaskes. Vi var i tynde skjorter, der stumpede ved navlen. Frysende febersyge og døende fanger. Og to gange om ugen skulle vi bad. Vi blev vækket ved firetiden om morgenen og gennet ud i bar skjorte gennem den snefyldte gang. Ind under det varme vand og ud og få skjorten på igen. De der ikke mere kunne gå, blev båret på de stærkeste skuldre ud og tilbage til sengen. Dagen efter badningen var der altid mange som døde.
Revirets SS-læge fandt, attuberkulosepatienterne ikke døde hurtigt nok, så han ordinerede sygegymnastik og frisk luft. Alle TB-patienterne skulle hver eneste dag, hvad enten det frøs 20 grader eller var forrygende snestorm udi om morgenen o så til middag gøre sygegymnastik, kun iført par trætøfler, korte stumpede bukser og en skjorte, der nåede til midt på maven. Jeg så dem. Skeletter, der vejede 60-70 pund, frysende, rystende, sløve og selvopgivende, mens de forgæves forsøgte at imødekomme en kapos eller sygepassers kommando. Men det blev kun til nogle hjælpeløse bask med de magre arme, som små nøgne fugleunger. Snart kom meddelelsen at man var fri for TB-patienter. Alle var døde”.
Nytorp.
Karl Dester i “Fra Slotsgade til Stutthof” beskriver kort en sekvens med Nytorp: “ Det næste dødsfald fulgte hurtigt. Det var Nytorp – ham der tegnede mig i Horserød. Uheldigvis havde han dårligt helbred og enhver form for behandling var en umulighed. Han kom på reviret, hvor de opererer hele hans underkæbe væk. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvilket lidelser han har måtte gennemgå i den forbindelse. Og så bare for at dø kort tid efter. For at gøre ondt værre, lå han på den værste af alle revirets stuer. Kapoen her var nærmest sindssyge og bidrog selv til dødsstatikkens omfang, ved at mishandle de syge på det groveste”.
(kommentar: alle operationer i KZ-Stutthof var uden bedøvelse).
Hvad blev der af de døde?
Villy Fuglsang i “Som jeg husker det”: ” I Stutthof kunne man brænde 20 lig to gange om dagen. Vi så de magre lig stablet op i lag som brænde: Hoved og ben hver anden vej i lagene. Men eftersom antallet af fanger voksede, og massetilintetgørelsen blev sat i system, kunne krematoriet ikke slå til. Derfor brændte man nu lig på åbne bål: Hundrede i høje stabler, med tørre træstammer imellem og overhældt med olie”.
I det danske Udenrigsministeriums papirer er et dokument dateret d. 28. december 1944. Det er et brev, til Yrsa Høgsted, formand for “De røde enker” eller det mere officielle navn: “Komitéen for de danske i Stutthof” – som især fik gennemført “ Røde Kors pakker” til danskerne, som i stor grad sikrede deres overlevelse. Komitéen pressede den danske regering for oplysninger om deres pårørende. I brevet beder komitéen om de døde danskere urner – uvidende om at alle afdøde blev brændt i bunker – noget af asken blev brugt som strøelse i SS-familiernes gartnerier.
Udenrigsministeriets H.J.Hansen sender følgende svar til familierne, inkl. Nytorps: “ Udenrigsministeriet beklager herved at måtte meddele, at urnerne ifølge Det Kongelige konsulat i Danzig, har modtaget beretning om for nogen tid siden, at alle urnene er blevet tilintetgjort ved en ildebrand i lejrens krematorium. De pårørende bedes godhedsfuldt underrettes”. KZ-Stutthof anvendte ikke urner. Havde det været tilfældet, skulle 80.000. urner have haft en plads.
Samme Generalkonsul Schrader fra Danzig til de danske myndigheder (1944): ”Der findes for tiden ingen syge blandt de danske i lejren. Stutthof ligger ca. 40 km. fra Danzig og var før krigen byens udflugtssted. Det ligger meget smukt. ”Man formoder, at mændene arbejder i værksteder og sikkert udendørs, med at anlægge banespor, bygge fæstningsværker etc. Man er yderst tilfredse med de danske fanger i Stutthof. Bygningerne er pæne og velholdte og alt ser ordentligt ud”.
Ære være Carl Christian Nytorps minde.
Den andalusiske hund 
